Øjeblikke af nåde

AD/HD. For familier med autistiske børn må »Kære Gabriel« være som et trøstende brev.

Katinka Bruhn Weekendavisen NR. 14, 7. - 13. april 2006

Halfdan W. Freihow: Kære Gabriel. Oversat fra norsk efter »Kjære Gabriel« af Peter Nielsen. 160 sider. 149 kr. Gyldendal.

- DU far?

- Ja, Gabriel?

- Hvem skal passe på mig, når jeg bliver voksen, når du og mor dør, og jeg ikke kan bo sammen med jer mere? ... Tror du så jeg bliver helt alene?

Det giver et lille stik i hjertet på alle forældre, når barnet på et tidspunkt stiller dette spørgsmål, og man tager en dyb indånding og forklarer sig (og lover højtideligt, hvis det skal være: nej, du behøver aldrig at flytte, vi bliver sammen altid!), vel vidende, at den tid nok skal komme, hvor barnet har vokset sig stort og stærkt og ubekymret vil kappe fortøjningerne. Men Halfdan W. Freihow får en klump i halsen og ved ikke, hvad han skal sige til sin tiårige søn, der har fået stillet diagnosen atypisk autisme og AD/HD.

Jeg fik også flere gange en klump i halsen, mens jeg læste Kære Gabriel. Halfdan Freihows beretning om at være far til et autistisk barn er simpelthen hjerteskærende - ikke mindst fordi Freihow skriver så umanerlig smukt om sit mærkelige barn, hvis lidelse fremfor alt afskærer ham fra at kunne fungere normalt i sociale sammenhænge.

Som autist kræver Gabriel krystalklar logik. Han bryder sammen, hvis et begreb fra en bestemt sammenhæng uventet dukker op i en anden. Freihow beskriver ham som en slags »social fundamentalist«:

»For dig har hver eneste sociale anledning en egenværdi og eksklusiv status, som gør erfaringerne derfra ubrugelige i den næste. Mens livet for de fleste er en jævn strøm af anledninger, der griber ind i hinanden og lader os akkumulere egnede adfærdsmønstre, forestiller jeg mig, at du snarere ser en serie af adskilte situationer for dig, som du må træde ind i enkeltvis, efter tur, og hver gang som om det var den første.«

Freihow og hans kone har nogle svære år bag sig, hvor de møjsommeligt har lært at få hverdagen til at fungere med Gabriel. De er flyttet for hans skyld, ud til den forblæste norske vestkyst, hvor de har bygget et dejligt  hus. Her kan Gabriel vokse op uden at blive bragt i for mange situationer af den slags, der forvirrer og frustrerer ham, og han falder godt til i den lokale skole, hvor lærerne og klassekammeraterne møder ham med finfølelse og solidaritet.

Omgivet som han er af kærlighed og forståelse, har Gabriel det bedre end så mange andre med hans lidelse, men alligevel opstår der gang på gang situationer, hvor hans forældre må mobilisere alle reserver for at komme igennem endnu en dag.

Freihow elsker sin dreng, og der er ikke det, han ikke vil gøre for at lette livet for ham, men han er også fuldkommen ærlig. Når Gabriel har en af de perioder, hvor »...alting går i baglås, bliver sort, og du brøler og slår og sparker og bider og vælter og knuser, når du har hylet og skreget hele dagen...«, ja så bliver Freihow bragt til et punkt, hvor han eksploderer i et raseri, som »jeg ikke kan eller har lyst til at beherske.«

Vrede har ikke den ringeste indflydelse på Gabriel, han kan overhovedet ikke afkode betydningen af de eder og forbandelser, der sprutter ud af munden på hans far, han bliver bare endnu mere bundulykkelig. Og Freihow skammer sig som en hund bagefter, synker ned i et hul ved tanken om, at dage som disse tapper huset for »kærlighed og tillid«.

Freihow og hans kone har heldigvis fundet ud af at give hinanden »fri«, når Gabriel har en dårlig tid. De tager væk på skift til den verden derude, »...der er fuld af indbydende livskraft og legende smil.« For fastboende i denne verden er Kære Gabriel som et kig ned i en afgrund, hvor det imidlertid på mirakuløs vis er lykkedes Freihow og hans kone at skabe deres eget lille hjørne med livskraft og legende smil på trods.

Gabriel er så sårbar, at det gør ondt, men han besidder også en mærkelig indre styrke, en rolig accept af, at han er anderledes. Og så findes der »øjeblikke af nåde som disse«, hvor alt er blidt og stille inde i Gabriel, hvor hans forældre smilende kan lægge deres hænder mod hans hoved: »Sikke en fantastisk dreng, siger vores øjne til hinanden.«

For familier med autistiske børn må Kære Gabriel være som et trøstende brev, men Freihows sprog er af en sådan litterær kvalitet, at enhver anden læser vil fryde sig. Han har i mange år arbejdet som kritiker i norsk dagspresse og har oversat en række forfatterskaber, deriblandt André Gide, som han faktisk kan minde lidt om i sine mere lyriske øjeblikke. Med Kære Gabriel har Freihow afsløret et sprogligt talent, der meget gerne må kaste flere bøger af sig.